Planerne om nyt socialpsykiatrisk bosted i Tranbjerg er endelig droppet
Af Tranbjerg Fællesråd og Jane W. Schelde
Aarhus Byråd drøftede på sit møde den 3. december to vigtige Tranbjerg-emner, som i længere tid har været på dagsordenen lokalt: 1) kommunens planer om at bygge et nyt socialpsykiatrisk bosted på Trankærgårdsvej i Tranbjerg og 2) etablering af et støjværn langs Landevejen.
Det første punkt er nu endelig afgjort: Byrådet har besluttet, at bostedet IKKE skal bygges i Tranbjerg.
– En meget positiv melding, siger Ejvind Olsen, formand for Tranbjerg Fællesråd, der selv var mødt op til byrådsmødet for at overvære debatten.
– Og det var interessant at høre, hvordan det store forarbejde, som grundejerforeningerne i Tranbjerg havde lavet med bl.a. en underskriftsindsamling, i høj grad påvirkede politikernes holdning til sagen. Det understreger, at det hjælper at gøre en aktiv indsats som borger, siger Ejvind Olsen, der også bemærkede, at flere politikere indrømmede, at kommunens fremgangsmåde med forslaget om bostedet slet ikke var godt nok. Borgerne var ikke blevet inddraget i tide.
Støjvold et skridt nærmere
Etableringen af et støjværn langs Landevejen er formentlig også kommet et vigtigt skridt tættere på. Under debatten i byrådssalen stillede byrådsmedlem Jakob Søgaard Clausen et forslag om at lave et tillæg til den lokalplan, der ellers forhindrer, at der må etableres et støjværn. Forslaget blev taget godt imod af byrådet, og det er nu sendt videre til rådmanden for Teknik og Miljø, som skal udarbejde en indstilling inden tre måneder, der følger op på forslaget.
Også den beslutning glæder fællesrådets formand. For at lægge yderligere pres på sagen har Tranbjerg Fællesråd efter opfordring fra de berørte grundejerforeninger og vejlav i Tranbjerg sendt et brev til magistraten for at anmode om at følge op på sagen, men også søge midler i den særlige støjpulje, som kommunen har afsat til netop den slags projekter.
Bekymret for udbygning
På Tranbjerg Fællesråds seneste møde har de mange planlagte byggerier af nye boliger i Tranbjerg været på dagsordenen. Og det er ikke uden panderynker. Fællesrådet er virkelig bekymret for, om Aarhus Kommune med udvidelsen af antal boliger i Tranbjerg også sikrer udbygning af infrastruktur, daginstitutioner, skole, fritidsordning samt bygning af en ny sportshal, som virkelig mangler i Tranbjerg. Især set i forhold til det stigende antal borgere i byen.
Planlagte byggerier
De planlagte byggerier, som Tranbjerg Fællesråd er bekendt med, og som formentlig vil blive bygget inden for de kommende år er følgende:
1) Byggeri Frisenholt 150 – den såkaldte Hvide By. Ifølge de tilgængelige oplysninger er der planlagt byggeri af 24 boliger på 74-99 m2 med redskabsrum og fælles cykelskur. Bygherre er Frisenholtparken Aps i Hellerup. Byggeriet er et privat byggeri med salg af de enkelte boliger for øje.
2) Byggeri Ingerslevtoften (bag Coop 365) – Brabrand Boligforening har planlagt byggeri af lejeboliger i området. Projektet blev præsenteret ved et åbent-hus-arrangement den 3. september 2025 i Folkehuset Tranbjerg, hvor der var stort fremmøde og mange spørgsmål fra de fremmødte.
Ifølge projektet planlægger man at opføre 67 boliger i op til tre etager, fordelt md 46 tæt-lav boliger, 16 etageboliger og fem fritliggende boliger.
Det skal bemærkes, at 62 af de 67 boliger opføres som erstatningsboliger for nedrevne boliger i Gellerup, mens de resterende fem opføres som boliger til social udsatte. Ved åbent-hus-arrangementet blev der udtrykt bekymring om boligerne til de socialt udsatte borgere.
På samme møde blev det nævnt, at tidshorisonten for byggeriet er to-tre år.
3) Byggeri Børupvej 440 – et privat stuehus på Børupvej 440 er planlagt. Bygherre er en privatperson, som selv flytter ind med sin familie, når byggeriet er færdigt.