Hvad er du god til? Hvad er det, du altid ender med at fortælle om til middagsselskaber, til fester eller i køen i Brugsen? Det emne vil vi gerne høre mere om.
Af Stina Christiansen og Stine Hamann Pedersen, Folkehuset
Folkehuset Tranbjerg inviterer til Lokalkolorit – viden og mennesker. Et nyt foredragsformat, som vi er ved at udvikle.
Konceptet er enkelt: Tranbjergborgere stiller sig op på en scene og deler det, de brænder for – med andre Tranbjergborgere. Det er ikke eksperter udefra, der får mikrofonen. Det er naboer, genboer og folk fra samme postnummer. Tanken er, at vi i fællesskab kan skabe nye møder og åbne øjnene for den mangfoldighed af erfaringer og interesser, der faktisk findes lige om hjørnet.
Hvad er konceptet?
Lokalkolorit er inspireret af TED-talks – et internationalt format, hvor mennesker stiller sig op og deler én ting, de virkelig kan og holder af. Du skal ikke være professionel foredragsholder. Du behøver ikke at have en PowerPoint. Du skal bare have lyst til at stå op og fortælle om noget, du holder af foran et publikum fra lokalområdet.
Hvert indlæg skal vare cirka ti minutter. Ti minutter er nok til at fortælle en masse – og kort nok til, at man holder åndedrættet hele vejen igennem.
Hvad kan du tale om?
Mulighederne er uendelige. Her er blot et par eksempler til inspiration:
• Hvordan man brygger sit egen øl eller dyrker vin
• Hvad Dungeons & Dragons egentlig går ud på – og hvorfor spiller voksne
• Historien om at bestige Kilimanjaro
• Hvad yoga har gjort for dit hoved (eller dine hofter)
• Kampsporten, du har dyrket i 20 år
• Det håndværk, den hobby eller den besættelse, ingen rigtig forstår – men som du elsker
Emnet er næsten lige meget – bare du brænder for det.
Søndag den 31. maj
Den første Lokalkolorit finder sted søndag den 31. maj fra kl. 12 til ca. 15 i Folkehuset Tranbjerg.
Du skal som sagt ikke være professionel foredragsholder – bare have noget på hjerte og kunne begrænse dig til 10 minutter. Det eneste krav er, at du bor eller har stærk tilknytning til postnummer 8310.
Kender du nogen, der kan noget særligt, sjovt eller spændende – og som måske også har lyst til at fortælle om det? Send dem endelig vores vej.
Tilmeld dig som oplægsholder ved at skrive til Stine Hamann Pedersen på hstp@aarhus.dk senest søndag den 10. maj.
Alle er velkomne som tilhørere – og jo flere oplægsholdere, jo bedre eftermiddag.
Vi glæder os til at høre alle de spændende emner, der gemmer sig i 8310.