Efter mere end 50 år med svømning i Tranbjerg er fremtiden nu usikker. Den nuværende bestyrelse stopper efter sæsonen 2026/27, og hvis nye kræfter ikke melder sig, kan det betyde farvel til svømmeundervisningen i byen.
Af Stina Christiansen
Der har været svømning i svømmesalen på Tranbjergskolen på Kirketorvet siden AIA-TRANBJERG blev dannet i 1974. I dag er omkring 160 børn mellem fem og 12 år tilmeldt svømmeafdelingen, mens yderligere cirka 20 voksne dyrker motionssvømning.
Men den mangeårige tradition er nu i fare.
– Vi står i en situation, hvor vi er nødt til at sige det meget klart: Hvis ikke der kommer nye kræfter til, så risikerer vi, at denne sæson bliver den sidste, siger svømmeafdelingens formand Benny Larsen.
Benny Larsen har selv været formand siden 1988 og har dermed fulgt svømmeafdelingen gennem næsten fire årtier. Sammen med de to øvrige bestyrelsesmedlemmer har han været med til at holde aktiviteterne kørende i mange år.
Men nu er tiden kommet til at give stafetten videre.
– Vi tre i bestyrelsen har været med i rigtig mange år, og vi stopper alle sammen, når denne sæson slutter i maj 2027. Det er ikke, fordi der mangler økonomi eller opbakning til selve svømningen. Tværtimod. Vi har en sund økonomi og nogle rigtig gode rammer. Det, vi mangler, er nye mennesker, som vil være med til at drive afdelingen videre, siger Benny Larsen.
Et bassin, der passer perfekt til børn
Det er måske ikke alle Tranbjerg-borgere, der kender den lille svømmesal på skolen. Bassinet er knap 17 meter langt og mellem 60 og 120 centimeter dybt.
– Det er faktisk nogle fantastiske rammer til børnesvømning. Det lave vand gør, at børnene kan føle sig trygge, og vi kan begynde med leg og vandtilvænning, før vi går i gang med den egentlige svømmeundervisning, forklarer Benny Larsen.
Målet er, at børnene gradvist bliver fortrolige med vandet og lærer de fire svømmestilarter. Mange af børnene er medlemmer i tre til fem år.
På nogle af børneholdene er der også hjælpetrænere i bassinet, så der altid er en ekstra hånd tæt på. Instruktørerne følger Svøm Danmarks officielle instruktøruddannelse og har naturligvis de nødvendige bassinlivredderprøver.
Afdelingen har desuden en god tradition for AQUA-CAMPS i skolernes sommerferier, hvor omkring 40 børn hvert år deltager i Svøm Danmarks sommerskole.
Det handler ikke om at være svømmeekspert
Men hvad kræver det egentlig at gå ind i bestyrelsen?
– Man behøver ikke at være svømmetræner eller ekspert i svømning. Bestyrelsesarbejdet er først og fremmest administrativt. Det handler om at være med til at sikre, at aktiviteterne kan fortsætte, og at få hverdagen til at fungere, siger Benny Larsen.
Han håber derfor, at nogle af de mange forældre, bedsteforældre eller andre lokale borgere, som har glæde af svømmeafdelingen, vil overveje at engagere sig. Og de behøver heller ikke vente til maj 2027. Hvis nogle er interesserede, er de meget velkomne til at komme med allerede nu. Så kan man lære af den nuværende bestyrelse, se hvordan tingene fungerer og stille spørgsmål, mens de stadig er her.
Der er ifølge Benny Larsen også mulighed for at tænke nyt.
– Økonomien er rigtig god, så der er et solidt grundlag at bygge videre på. Der er også råderum til at prøve nye idéer af. Det kunne være spændende, hvis nye kræfter havde lyst til at sætte deres præg på afdelingen.
Vil Tranbjerg fortsat have en svømmeklub?
For Benny Larsen er det vigtigste, at Tranbjerg ikke mister et tilbud, som gennem mere end 50 år har lært lokale børn at være trygge i vandet.
– Det ville være særdeles trist, hvis vi om et år kunne konstatere, at der ikke længere er svømning i Tranbjerg. Vi har et velfungerende tilbud, mange børn og familier er glade for klubben, instruktørerne er dygtige, og økonomien er på plads. Det eneste, vi mangler, er nogle mennesker, der vil tage over og være med til at sikre fremtiden.
Derfor lyder opfordringen fra formanden klart:
– Hvis du synes, at Tranbjerg fortsat skal have en svømmeafdeling, så tag kontakt. Du behøver ikke have prøvet bestyrelsesarbejde før. Vi vil meget gerne fortælle om opgaverne og vise, hvordan det hele fungerer.
Interesserede kan kontakte Benny Larsen på bennylarsen@oncable.dk eller telefon 86 27 25 32.