Besøgsvennen Ole skaber glæde og minder hos 100-årige Betty på plejehjemmet.
Af Stina Christiansen
Da Ole Fryland for et halvt år siden så et opslag på Facebook om en beboer på plejehjemmet i Tranbjerg, der søgte en besøgsven, var han ikke i tvivl. Det var lige noget for ham. I dag er både 67-årige Ole og 100-årige Betty glade for deres ugentlige møder, hvor de sammen dykker ned i historier og minder fra et langt liv.
En privat aftale
Betty flyttede sidste år fra Silkeborg til Tranbjerg for at komme tættere på sin nevø Kristian, hans kone Janne og hans familie. Selvom Betty får besøg af både sin søn, familie og gamle venner, ville hun gerne have en besøgsven. Det viste sig dog svært at skaffe en besøgsven gennem de traditionelle kanaler som Ældre Sagen og Røde Kors, da man ikke kan få én, når man bor på plejehjem. Derfor besluttede Janne og Kristian at lave et opslag på Facebook, hvor de søgte en besøgsven til Betty. Det var her, Ole så opslaget.
– Jeg har altid gerne ville være besøgsven. Det har fascineret mig at kunne tale med ældre mennesker om deres historie. Når mennesker forsvinder, forsvinder deres historie også, siger Ole.
Til de ugentlige møder med Betty dykker de sammen ned i hendes gamle fotoalbums, og flere gange har Ole researchet videre på nettet og fundet gamle billeder på blandt andet Arkiv.dk.
Et godt match
Siden marts har Ole besøgt Betty omkring 20 gange. Han kommer typisk en gang om ugen, og besøgene varer ofte en time eller mere. For Betty, der er født i 1925, betyder besøgene meget.
– Det betyder sandelig meget, at Ole kommer. Han er et meget behageligt menneske at tale med, som man kan slappe af med. Tænk, hvis alle kunne have sådan en god relation, siger Betty.
Ole, der selv har været pensionist i 5 år og bor i Tranbjerg, har tidligere lavet forskelligt frivilligt arbejde. Da ét af jobbene stoppede, så han muligheden for at blive besøgsven.
– Når jeg går ud ad døren, efter vi har været sammen, har jeg et stort smil på. Jeg føler virkelig, at det var endnu en god oplevelse. Det er skønt at opleve, at man kan give andre glæde og lys i øjnene, siger Ole.
Han har tidligere været til samtale på friplejehjemmet i Slet, men her ønskede man mere én, der kunne løse praktiske opgaver til arrangementer, men Ole ønskede at have en relation til et ældre menneske.
Historier og billeder vækker minder
Et særligt element i Oles og Bettys samvær er de gamle billeder, som Ole finder frem. Han har blandt andet været på arkiv.dk og fundet billeder fra Bettys fortid, som hun aldrig selv har set.
– Jeg har set et billede af min far, hvor han står udenfor sin købmandsforretning. Det var et dejligt billede at se, fortæller Betty begejstret.
Ole bruger tid på at forberede sig til besøgene og finder billeder og historier, der kan vække minder hos Betty. Han fortæller, at Betty ofte er træt, når han kommer, men når de begynder at kigge på billeder og snakke, liver hun op.
– Jeg bliver ved med at spørge ind, indtil jeg får de svar, jeg søger, siger Ole.
De taler om alt fra besættelsestiden, hvor Betty oplevede befrielsen i 1945, til hendes arbejde som tandtekniker. De deler også oplevelser fra rejser og finder af og til fælles berøringspunkter, som da de opdagede, at Oles mor havde været ung pige i huset nær det sted, hvor Bettys bror boede i Vejle.
Et råd til andre
Både Betty og Ole anbefaler varmt andre at engagere sig som besøgsven eller at få en besøgsven, hvis man er ældre og savner selskab.
– Hvis man vil gøre en forskel og hjælpe til med at give noget liv til andre, så skal man bare springe ud i det og finde nogle muligheder. Der må være andre, der lige mangler et skub for at komme ud og gøre en forskel for andre, siger Ole.
For Betty handler det meget om at have nogen at dele sine minder med.
– Det er en god ting at have gode minder. Man tænker slet ikke over det, mens man er i det, siger Betty og tilføjer: – Tænk hvis alle gamle mennesker kunne opleve at have sådan en god alderdom.
Med en besøgsven som Ole får Betty mulighed for at genopleve sit 100-årige liv gennem samtaler og billeder, og Ole får glæden ved at gøre en forskel i et andet menneskes liv. Et venskab på tværs af generationer til glæde for begge parter.