Øget nethandel betyder, at der måske bør tænkes nyt for at genskabe liv i centret.
Af Jane W. Schelde
Flere tomme lejemål i Tranbjerg Centret har igennem længere tid efterladt et tomt og lidt kedeligt indtryk af handelslivet i centret. Og spørgsmålet om hvornår der kommer liv igen, som Tranbjerg Tidende har spurgt de forskellige ejere om, er ikke så opmuntrende.
– Vi håber selvfølgelig på, at vi snart får udlejet vores lokale, siger Conni Jensen, som sammen med sin far, Preben Jensen, der står bag byggefirmaet PJ Byg, ejer den nyeste del af Tranbjerg Centret. Dvs. 10 lejemål, hvoraf der lige nu kun står et lokale tomt.
– Generelt er tomme lokaler et problem i mange centre pga. den øgede nethandel. Sådan har det været i nogle år – også i Tranbjerg. Derfor tror jeg, at centrene er nødt til at tiltrække nogle andre butikker og især servicefag, siger Conni Jensen.
Hun nævner også en problemstilling, som kan have indvirkning på, hvilke butikker og servicefag der kan komme ind i Tranbjerg Centret, og som derved kan gøre det svært at tiltrække nye lejere. Nemlig en konkurrenceklausul i de gamle vedtægter for centret.
– Vi har tidligere arbejdet med lejere, hvor det ikke har været muligt at udleje pga. disse regler i vedtægterne, siger Conni Jensen.
Gentleman’s agreement
Om det spørgsmål siger Niels Kjær
Richardt, som ejer et andet tomt lejemål i Tranbjerg Centret, at han mest opfatter reglen som en gentleman’s agreement. Han tror dog ikke, at den vil få negativ indflydelse på udlejning af hans lejemål. Han har allerede haft et par forespørgsler på udlejning, som dog endnu ikke er ført til en endelig aftale.
Har stået tomt i ti år
Også AP Pension, som ejer flere lokaler i den ældste del af Tranbjerg Centret, indrømmer, at udlejningsmarkedet har det svært – især efter corona-nedlukningen. AP Pension udlejer bl.a. lokaler til Tranbjerg Bibliotek, Frisør Vest og Den Glade slagter. De ejer også de lokaler, hvor Danske Bank tidligere havde en filial, som nu har stået tomme i ca. 10 år, efter at banken lukkede.
– Vi ærgrer os selvfølgelig over, at det har vist sig vanskeligt for os og andre udlejere, men vi søger hele tiden løsninger sammen med interesserede lejere – herunder huslejeniveau, skriver erhvervschef Frederick Wilhelm Elliot Mogensen fra AP Pension i sit svar til Tranbjerg Tidende.
Resultatløs forhandling
De tidligere banklokaler, som ved blot et kig ind ad vinduerne efterlader et råt og ikke særlig attraktivt lejemål, gør det ikke lettere at udleje.
Til det skriver erhvervschefen:
”Specifikt omkring renovering af det ledige lejemål har det været genstand for forhandling med potentielle lejere, men det har ikke været muligt at lande en aftale, der giver mening for såvel lejer som udlejer samtidig med, at der ikke har været den store interesse for en placering i Tranbjerg Centret.”
Erhvervschefen tilføjer i sit skriftlige svar, at det, der er vigtigt for AP Pension, er at vende udviklingen ved at leje ud til attraktive lejere, der kan være med til at tiltrække aktivitet til centret til gavn for kunder, lejere og udlejere.
Mistede lejeindtægter
Ifølge mæglerfirmaet Colliers, som er hyret til at stå for udlejningen af AP Pensions tomme lokaler, er den årlige husleje for lejemålet 258.400 kr. Tranbjerg Tidende har spurgt AP Pensions erhvervschef, om selskabet ikke har en smertegrænse for de mistede lejeindtægter, når lejemålet har stået tomt i ca. 10 år. Det spørgsmål har Frederick Wilhelm Elliot Mogensen ikke svaret på, men konkluderer blot, at han håber, at AP Pension snart kan få udlejet lokalerne i Tranbjerg Centret.