Vil du være med til af give Tranbjergs børn nogle fede rammer?
Af Helle Søby Degn formand
Støtteforeningen Tranbjerg Børnenes Venner afholder årets generalforsamling tirsdag d. 5/5 kl 19 i AIAs klubhus ved Grønløkkehallen, og denne gang bliver det med fuldt fokus på at sammensætte en stort set hel ny bestyrelse, da både formand, næstformand og kasserer ikke ønsker genvalg.
Vores dejlig forening Tranbjerg Børnenes Venner har siden stiftelsen i 2019 fået udrettet en hel del i byen, herunder:
Fornyelse af næsten alle legepladser på skolens afdeling Kirketorvet, samt på Grønløkkeafdelingen i samarbejde med skolens tidligere administrative leder, Gitte Hauge Hansen. Vi har også doneret den store hoppepude til Klubben og junglestien på Naturcenteret, og bidraget til et par mindre projekter hos dagtilbuddet.
Derudover har vi også afholdt adskillige julemarkeder og solgt rigtig mange juledekorationer og skrabekalendere til mange af vores gode venner i byen. En årligt tilbagevendende tradition har også været Børnenes dag, som nu ligger sammen med Tranbjerg Ugen.
I skrivende stund står der et relativt stort beløb (+200.000) på vores konto, som er øremærket til mere leg på Naturcenteret, som en ny bestyrelse kan tage hul på at føre ud i livet.
Derfor håber vi, at kunne hverve nye bestyrelsesmedlemmer, som har lyst og energi til at føre foreningen videre, så der fortsat bliver videreudviklet på mulighederne for mere udendørs leg og aktivitet for byens mange børn og unge.
Hvis man ønsker at høre mere om foreningens arbejde inden generalforsamlingen, er man velkommen til at kontakte afgående formand Helle Søby Degn på tlf. 2835 8762.