Hilsen fra Kirketorvet 10

Sikke en maj måned i bylivshuset! Der har været fuld fart på med en masse skønne aktiviteter, så bliv endelig ved med at komme med gode ideer og initiativ til, hvad vi i Tranbjerg kan mødes om.

Af Charlotte Vind Pless ­- Bylivskonsulent

Som noget nyt har Louise startet åben legestue op, hvor alle, der har tid og lyst, kan komme og lege med andre børn onsdage kl. 9.30-12. Det er helt gratis at være med, og er de voksne kaffetørstige, kan der provianteres i caféen. Det er superhyggeligt, når huset er fyldt med skønne børn og deres forældre.
Anja, som også står bag Facebookgruppen ”Permakultur i Tranbjerg”, havde arrangeret det hyggeligste plantemarked, hvor lokale kunne leje en stand og sælge ud af deres planter. Det var en skøn dag, hvor der rigtig blev udvekslet erfaringer og der er vist nok allerede planer om at gentage succesen i sensommeren!
Hanne og Pias fællessang er nu gået på sommerferie, men det har været fantastisk at mødes om at synge den 1. torsdag hver måned, og fællessang vender stærkt tilbage på den anden side af sommeren! Der er et stort ønske om at have sangbøger stående på Kirketorvet 10, så hvis du kender en forening eller lignende, som har en stak sangbøger, der ikke længere bliver brugt, liggende i gemmerne, så overtager Fællessang på K10 meget gerne. Det kan også være, du har lyst til at sponsorere nogle sangbøger? Så hører vi meget gerne fra dig!


Repair Café kører derudaf, og den sejeste flok af frivillige sidder klar den første lørdag og den tredje onsdag hver måned til at hjælpe med diverse småreparationer. Så har du noget, der trænger til at blive fikset, så kom endelig forbi. Har du noget, som du ikke længere selv kan bruge, men som med lidt fingersnilde kan få nyt liv, så tager Repair Caféen også meget gerne imod. Tanken er, at de vil reparere tingene og forære dem til nogle, som kan få glæde af dem.


Hej Weekend er et nyt koncept, som har set dagens lys på K10. Hele tankegangen bag Kirketorvet 10 har fra start været at skabe et sted, hvor vi i Tranbjerg kunne mødes på tværs af interesser, baggrund og så videre. Derfor giver det bare rigtig god mening, at vi fremover hver fredag kl. 15-18 kan mødes på K10 og sige Hej Weekend sammen. Nogle fredage er der livemusik på programmet, og andre dage kan det være alt fra brætspilscafé til kreative workshops.


Fælles for alle aktiviteter er, at det er noget, vi kan samles om, og det er gratis at deltage. Caféen er altid åben til arrangementerne, så man kan få sig en kold sodavand eller en fredagsøl. Tag endelig naboen, vennerne, kollegaerne eller klassen med! Der har allerede været livemusik, og den lille scene i gårdhaven er blevet indviet. Det var skønt, at så mange kiggede forbi eller stoppede op på cykelstien og lyttede med på vej hjem fra skole, arbejde osv.

Vi ses på Kirketorvet 10

Hilsen fra Kirketorvet 10

Her på Nyhedssiden kan du finde indlæg som ikke er aktuelle når bladet udkommer, men har vigtig infomation om fx datoer for arrangementer eller andre vigtige beskeder.

Indlæg
Tranbjerg Tidende
Tranbjerg Tidende

Redaktionen levere de nyheder der ikke rammer bladets deadline.

Vi bruger udelukkende Cookies for at optimere din oplevelse af hjemmesiden.

Vi bruger cookies udelukkende for at optimere din bruger oplevelse.